Paul McCartney,
O2 Arena, London, Mandag d. 5 December 2011.
af Henrik Irgens

Paul McCartney’s ‘On The Run’ tour spillede julen ind tidligt i O2
arenaen i London Mandag aften. Stemningen i den ellers noget sterile
arena blev stille og roligt forvandlet til en sublim “lille garage”
koncert med en absolut mester.

Vi har alle hørt og set ham gøre det før, i Parken, på fjernsyn, på
DVD og på YouTube. Paul spiller et hav af Beatles hits, fortæller de
små indøvede historier, hæver Høfneren, står og kigger og ‘takes it
all in’ osv. Og så alligevel ikke, det er mere løst i aften,
guitarerne skærer igennem, trommerne er mindre bulldozer agtige og der
er små sjove fejl, Paul kommer bl.a. for tidligt ind med andet vers i
Badfinger sangen Come And Get It men Abe klarer den ved at slå bækken
og lille tromme på samme tid. Det gir sættet liv, “Yes, we’re live”,
siger Paul senere da guitaren ingen lyd har, de smiler og drengene
spiller ting og roller de normalt ikke altid har med. Det vigtigste er
dog at Paul’s vokal er i absolut top form i aften, det er godt med
længere tid mellem koncerterne tænker jeg men min kilde tæt på
artisten fortæller senere, “he’s in a good place now”. Og Paul
fortjener at være et godt sted.

Sæt listen med kommentarer:

1. Hello, Goodbye
Åbner den ca 2 timer og 40 minutter lange koncert. Bandet lander tungt
og i halv takt på et par akkorder til lige at finde stemmerne inden
første linje “You say yes, I say no…” leveres i overraskende brilliant
form.

2. Junior’s Farm
Igen sublim version, nyt nummer i sættet, Abe rammer den høje anden
stemme klart og de klinger godt sammen. Det lille playout stykke med
linjerne “Take me back, take me back… I wanna go back” giver våde øjne
og selvom sangens lyrik ellers er lidt let ved vi godt hvad Paul
mener.

3. All My Loving
Standard men skarp, rullende shuffle, Brian spiller soloen perfekt,
igen Abe på god anden stemme.

4. Jet
Solidt som vi kender den fra de sidste ti år, hævede arme og Linda’s
solo. Igen Paul’s stemme bedre end den plejer at være.

Blandingen af super fans, den noget tamme mellem klasse og over klasse
flok i midter sektionen på de dyre pladser, hvor vi star, får
spørgsmålet “Any jokes?”. Bandet bruser videre.

5. Drive My Car
Igen guitarerne sidder i skabet, alle synger godt, men dog lidt for
nemt med konstante billeder af biler på de store skærme.

6. Sing The Changes
Solidt og godt, osse Paul’s vokal som normalt, ligesom med f.eks.
Figure Of Eight, altid har haft problemer. Dog et halv kedeligt nummer
fra det seneste Fireman album, Highway er bedre. Rusty hylder The Edge
i outtroen.

7. The Night Before
Første gang live på hjemme bane, lidt tungere end på Help! Høj, svær
vokal men Paul holder kursen og hvor er det bare fedt at høre det her
nummer fra det relativt tidlige Beatles repertoire.

Paul noterer at det ikke kun er hans børn der er her i aften men osse
“the gran kids”… “oh, grandad’s up there rocking out”

8. Let Me Roll It/Foxy Lady
Super svedigt og tungt, har nogen gange haltet men rigtigt godt i
aften, osse Paul’s originale solo licks i Hendrix outtroen.

Historien om Hendrix som spiller Sgt. Pepper to dage efter udgivelsen,
og Clapton som så bliver spurgt om han kan stemme hans guitar da
brugen af “the wammy bar” har fået guitaren ud af stemming. Paul tar
sin gamle Epiphone Casino fra ’64 omvendt paa.

9. Paperback Writer
Igen godt, vokal i skabet. Igen forlænget med flere Paul soloer, måske
for meget for nogen men det er her garage og rock n’ roll
mentaliteten skinder igennem, ikke fladt, kedeligt og standard men
charmerende, friskt og i den grad i live.

10. The Long And Winding Road
Småt men godt, imponerende intimt for en arena koncert, ganske habilt
piano spil fra Paul.

11. Come And Get It
Shaky og måke lidt langsommere men super charmerende version af Paul’s
sang til Badfinger.

12. Nineteen Hundred and Eighty-Five
Veloplagt, alle vokaler i skabet, igen Paul suveræn på klaveret, Rusty
leverer en klasse af en solo i slut stykket.

13. Maybe I'm amazed
En klassiker, Paul kigger op på skærmen med live footage af sit gamle
“jeg” med stor frakke, fuldskæg og barn på armen i Skotland, må være
fra photo shootet til McCartney pladen.

14. I've Just Seen A Face
False start, hvem tæller ind? “My fault” siger Paul... Men retter det
til “His fault!” Mindre i lyden, kun lille tromme, meget tæt på
Unplugged versionen, ikke en dårlig ting.

15. I Will
Intet mindre end suverænt, unplugged igen med de akkustiske guitarer
helt fremme og med de sidste slag fra Abe præcist som på The White
Album.

16. Blackbird
Som sædvanligt, osse med historien bag men Paul nævner dog, at har vi
hørt ham live før så kender vi jo allerede historien, rart at han ikke
er senil den gamle Macca.

Paul spørg kækt “How many people here have played Blackbird? It goes like this!”

17. Here Today
Lennon hyldes, stadigvæk i absolut top klasse.

18. Dance Tonight
Abe danser hele vejen. Simpelt men super effektivt nummer, småt men
igen stort i O2, alle er med. 'Abe IS our choreography!'

19. Mrs Vanderbilt
Igen solidt og godt, alle er oppe, danser, klapper, synger med.
Paul fortæller bagefter “They voted that the top Macca tune in
Ukraine, they liked that one, I'll take anything man.”

20. Eleanor Rigby
En klassiker, godt men mangler stadig de rigtige strygere.

21. Something
“Lets hear it for George, we did this one together, I'll do it now”
Løst, tilbage, fedt. Et væld af fede billeder med drengene fra bl.a.
Abbey Road studierne.

22. Band On The Run
Stellar Rusty. Super vokal fra Paul, Wix åbner op og spiller små
tingles der ikke er hørt før, rigtig fint.

23. Ob-La-Di, Ob-La-Da
Rusty løber rundt. Let men alligevel heavy bas rif, alle synger med,
Lennon brød sig vist ikke om nummeret, O2 flokken elsker det.

24. Back In The USSR
Igen en klassiker som vi har hørt til hudløshed, men fremme i skoene,
insisterende, og overlegent leveret.

Paul skifter til guitar igen, ingen lyd, “Turn me on Johnny!”… Stadig
ingen lyd, “Just proves it’s live man!”

25. I've Got A Feeling
Igen laidback, tungt og støvet, Rusty har det bedste gig i verden, at
få lov til at synge Lennon’s linjer “Everybody had a hard year….” etc.
er sgu da OK. Igen en Paul solo til sidst, en rigtig “Dark Horse” i
aften er han, en virkelig talentfuld guitarist ham Macca hvis vi ikke
vidste det.

26. A Day In The Life/Give Peace A Chance
Solidt og godt, Abe tæller de famøse takter inden Paul’s del af
sangen. Noget cheesy men meget effektivt Lennon omkvaed som
afslutning/playout.

27. Let It Be
Igen småt men super stemming, osse stram solo fra Rusty samt klasse
kor fra alle.

28. Live And Let Die
En perle og en live favorit, vokalen stadig i top form på det lange
‘Give the other fella hell……….!!!” Fantastisk nummer.

29. Hey Jude
Paul sætter sig ved det gamle opretstående psykedeliske piano fremme
på scenen, igen en sublim version, igen bedre end normalt og igen
intimt på en helt uforklarlig måde.

Encore1:

30. The Word/All you Need Is Love
Super fedt at han spiller The Word, første gang nogen sinde, dog lidt
let overgang til All You Need Is Love men at hoere Paul synge bare
omkvædet af det her Lennon nummer er saa fedt at de ku have loopet det
for altid. Kort, kontant og lige ind i “She loves you yeah, yeah,
yeah…” Ingen lyde, symfoniske ting, raslen eller Greensleves men bare
vokalerne, bassen og bandet pulserende og så en landing på den
originale sekser akkord fra She Loves You. Stort.

31. Day Tripper.
Noel kaldte Ticket To Ride for det første heavy metal nummer. Day
Tripper i aften var virkelig heavy, skarpe gode guitarer, råt beat,
vokalerne stadig gode og en ægte garage slutning. Sublimt.

Ronnie Wood inviteres på scenen

32. Get Back
Den vi kender dog en noget løs og lidt rodet udgave men Ronnie spiller
sig ind i nummeret og til sidst skinder han igennem sin brandert og
røgen som har lagt sig efter Live And Let Die.

Encore2:

33. Yesterday
Min kæreste’s “hade” Paul nummer, men i aften synger hun stort med. Et
simpelt men dybt mesterværk i min bog, osse i aften.

34. Helter Skelter
Endnu et højde punkt, skarpt, rocket, tungt og Paul synger som på
pladen, man fatter det ikke.

35. Golden Slumbers/Carry That weight/The End
Klaveret og vokalen i starten er jo suverænt. Alle er med, Carry That
Weight, stort, symfonisk, tankevækkende, det går mod enden, et par
skæve solo licks fra Paul, han vender sig grinende mod Abe men
rungangen kommer igen og igen og den klassiske chase mellem John, Paul
og George blir spillet lige op under piano slagne der introducerer den
foelelsesladet The End. Ikke et øje tørt. Fact.

****** 6/6